Køreregler



Når vi kører sammen går vi ud fra følgende køreregler:

- På veje med to vognbaner kører vi i FORMATION, dvs. i zik-zak på to rækker.
Førerhunden kører i den venstre side af vognbanen. Denne position giver ham det bedste overblik fremad og bagud. Førerhunden bestemmer positionen for de øvrige i gruppen. Nummer to kører derfor i højre side af vognbanen, et sekund efter førerhunden. Nummer tre i venstre side af vognbanen, to sekunder efter førerhunden og et sekund efter nummer to. De efterfølgende følger samme mønster. Sidste mand er Bagposten. Han indtager den position, som giver ham det bedste overblik samt den største sikkerhed for hele formationen.

- På små og snoede veje samt ved kørsel rundt om hjørner kører vi på én række. Hold to sekunders afstand til den forankørende.

- Vær opmærksom fremad, på din køreafstand og førerhundens signaler og sørg for at give dem videre til dem, der kører efter dig.

- Vær opmærksom bagud. Hvis de bagvedkørende kommer langt bagefter, skal du sætte farten ned. Forsvinder de helt, skal du signalere til de forankørende. Kør ind til siden og stands. Førerhunden finder ud af, hvad der er sket. De andre forholder sig i ro.

- Hvis formationen afbrydes af trafikale forhold - fx et lyssignal - kører den første del ind til siden og standser. Den første, der holder tilbage, signalerer ét langt lys til de forankørende for at gøre opmærksom på afbrydelsen. Når vedkommende kører frem igen, signalerer han to korte blink med lyset, så første del kan begynde at køre frem.